Naturlegepladser:

Udarbejdet af Steffen Holm-Hansen, September 1999

Naturlegepladser er legepladser bygget og opført i naturlige materialer.

De er ikke altid bygget i "børnevenlige" målestoksforhold, (f.eks er trappetrin ikke altid afmålt så de passer børnenes størrelse/alder og et klatrestativ er ikke altid lige tilgængeligt for alle børn), men netop bygget for at give børnene nye udfordringer, både mentalt og fysisk.

Traditionelle legepladser er ofte fra fabrikantens side designet, på en sådan måde at børn i alle aldersgrupper kan lege på samme vilkår.

Natur-/skovlegepladser bliver også i højere grad benyttet af by-børnehaver, der kører dertil om morgenen med bus og vender tilbage til byen om eftermiddagen.

Der hersker et stigende krav/håb fra forældrene i de større byer, at deres børn har mulighed for at opleve naturen på tæt hold. Dette ses for eksempel på længden af ventelisterne til udflytter-/skovbørnehaverne, der i Købehavn ofte er på 3-4 år.

"Børn der leger på naturlegepladser dagligt er generelt, mindre syge, bedre til at koncentrere sig og har væsentligt bedre udviklet motorik, end børn der leger meget inde eller på traditionelle legepladser."

Dette er resultatet af en svensk undersøgelse under ledelsen af forskeren Patrik Grahn.

Undersøgelsen var baseret på børn i 3-6 års alderen i to børnehaver, "Klippan" og "Malmø".

I "Klippan" legede børnene det meste af dagen i en stor gammel have med træer, vildnis, højt græs og en stor sandkasse. Legen domineredes af sandkasseleg, rebgynger, træarbejde, maleaktiviteter, gemmeleg og træklatring.

"Malmø" (som lå i Malmø´s centrum), havde en traditionel legeplads med befæstede arealer, græsplæner, legeudstyr og små beplantninger. Børnene tilbragte mere tid inde end ude.

Fra undersøgelsens start blev sygedage registreret og man nåede frem til følgende: I gennemsnit var 2,8% af børnene i "Klippan" syge, mod 8% i "Malmø"

Årsagen til denne markante forskel i sygedage, skal naturligvis findes i mange forskellige faktorer.

Nogle af disse kunne være at i "Klippan" havde børnene større mulighed for at finde et sted hvor man kunne være sig selv, -bag en busk, oppe i et træ eller i det høje græs. Der kunne de i fred og ro puste ud, tænke eller bare holde en pause fra det sociale liv. Med andre ord der var større mulighed for at stresse af.

En anden årsag for "Malmø"-børnenes højere sygefravær kunne være at smitte breder sig hurtigere indendørs end udendørs, hvor "Malmø"-børnene opholdt sig en stor del af tiden. Man skal nok heller ikke glemme, at "Malmø" ligger i centrum, hvor luftforureningen er mere koncentreret.

naturleg2.jpg (127429 bytes)("de grønne områder og sundheden" af: landskabsarkitekterne Stine Holm og Tilde Tvedt, forskningscenteret for Skov & Landskab, udarb. I marts 1998)

KONKLUSIONEN må være at der sikkert findes nogle gode argumenter, for at bygge traditionelle "børnevenlige" legepladser, altså efter traditionelle målestoksforhold.

Men endnu flere gode argumenter for "natur-designede" legepladser. Børn har godt af at blive udfordret, fysisk og mentalt. De har godt af at der bliver stillet krav til deres motorik, at komme på nogle "umulige" opgaver.

Den stigende forældreinteresse for skov-/naturbørnehaver bør også ses som et signal på hvor vi er på vej hen…………..