Grævlingen (Meles meles).

Af Jesper Kristiansen

Grævlingen indvandrede til Danmark, for 8-10.000 år siden. På sammen til som mange andre skov-tilknyttede arter, som f.eks. odderen, ræven og lækatten. Grævlingen kan i dag findes i det meste af landet, men den findes ikke på Læsø. Grævlingen er gået tilbage i antal de senere år. Årsagerne kan være mange, men de mest sandsynlige er nok, forringelse af deres levesteder, herunder ændrede dyrkningsmetoder og afgrøder, en anden mulig grund kan være forstyrrelse, grævlingen kræver normalt fred og ro omkring sit gravkompleks. I et forsøg på at stoppe faldet i bestanden, blev grævlingen totalfredet i 1994. Inden ’94 blev der i Danmark skudt mellem 900 (93/94) og 1000 (92/93) grævlinger.

Grævlingen har en forholdsvis lang krop, med korte, men stærke ben. Forbenene er særlig stærke.

Og alle fire ben, er udstyret med stærke, lange klør, som den bruger til at grave med.

Grævlingens hoved er rimeligt spidst. Dens øjne og øre er små.

En grævling er omkring 90 cm lang, inc. en hale på ca. 15 cm. Gennemsnits vægten er på 9 –11 kg, men der er i visse dele af Rusland, fundet grævlinger på 20 kg.

Grævlingens sort og hvid stribet pæls og hoved, er et umiskendeligt træk, ved grævlingen.

Grævlingen øjne er ikke særlig gode, så grævlingen ser ikke så godt, dens høresans er heller ikke videre imponerende, så for at opveje disse "mangler", har grævlingen en særdeles veludviklet lugtesans.

Mange kalder fejlagtigt grævlingen, for stinkdyret, men dette navn er forkert. Selv om grævlingen også er istand til at frembringe en meget ubehalig lugt, som de fleste andre medlemmer af væsel familien. Grævlingen har da også, som de fleste andre familiemedlemmer, en analkirtel, som de bruger til at producere et meget ildelugtende sekret med. Men hoved formålet med dette sekret, er mere til afmærkning af territoriet, men grævlingen tøver ikke med at bruge dette "våben" til forsvar, hvis de bliver angrebet eller forstyret.

Grævlingen findes i dag i det meste at Nord Amerika, hele Europa, Asien og det meste af Afrika.

Grævlingen drager stor nytte af dens stærke forben og veludviklede kløer, når den vælger bolig. Langt de fleste grævlings boliger er indrettet under jorden, i huler og gange, der yder den bedst beskyttelse mod fjender, men også mod vind og vejr. Men grævlingen kan da også finde på at sover oven på jorden, eller endda i træer.

Grævlingen er medlem af ordnen, carnivora, de kødædende pattedyr. Og hvis man tager et kik på en grævlings kranie, vil man se at det er udstyret med lange, spidse fortænder, som er typisk for kødæderne. Men man kan også se at de bagerste tænder ikke har de typiske træk for en kødæder.

Grævlingens bagtænder er flade og bredere end hor mange andre kødædere. Hvilket viser at grævlingen har tilpasset sig til af kunne spise en meget varieret kost, bestående af mange former for insekter og plantemateriale.

Skrevet af Jesper Kristiansen. Hold 243. Den 19-20 Okt. 1999 på skovskolen, Nødebo.