Mus i skoven af
Claus Salomonsen og Peter Wolff Larsen.

Der er to arter af skovmus, som det kan være vanskeligt at skelne fra hinanden .De er begge ægte mus med store ører og øjne.Desuden har de lange følehår på snuden , en lang hale og mørkebrun overside og lys underside. Førhen havde man den opfattelse, at der kun var tale om e`n art , med dyr af forskellig størrelse. Nu skelner man mellem to arter :skovmusen halsbåndmusen. Den sidste er den største.

Det kan være svært at komme til at iagttage skovmusen ude i naturen. Den er først rigtig aktiv om aftenenen. Finder man grankogler ude i skoven, hvis skæl er afgnavet lige til spidsen, kan man være temmelig sikker på, at det arbejde er udført af en skovmus. Egernet derimod skåner flere af de yderste skæl. Man finder ingen skæl imellem dem. Skovmusen lever ikke som navnet antyder kun i skoven .Den lever også i det åbne land, langs markhegnene, i krat, på heder og ude i klitterne ved vestkysten. Den lever primært af frøer og græs.

Ser man en "skovmus" i hurtigt løb hen over skovbunden, kan det være svært at artsbestemme den .Man må have den nærved eller i hånden for at være sikker. Halsbåndmusen har en skarpere skillelinje mellem den rødbrune overside og den hvide bug. Den har et tydeligt gulligt tværbånd over halsens underside lige foran forbenene .Der eller nærmere midt imellem forbenene har skovmusen kun en mindre gullig plet på langs. Når en skovmus har travlt , springer den som en kænguru. Dens bagben er lange kraftige bagben. Imellem hvert spring rører den lige jorden med forbenene. Skovmusen lever mest af planteføde, men den tager også insekter og fugleæg.

Fra marts til september kan der være unger i skovmusens bo. Tre, måske fire gange får den et kuld på 3 til 6 unger. De ligger i en lille hule , som den har gravet ind under træers rødder eller ved gamle stubbe .Reden er foret med mos , blade, græs og hår. Når ungerne er ca. tre uger gamle, begynder de at strejfe om i nærheden af reden, og når næste kuld unger er på vej , bliver de første taget bort fra reden.

Om efteråret samler skovmusen forråd, mest agern, bog og nødder.Skovmus der lever i haver samler også blomme og kirsebærsten. Skovmusen overvintrer sjældent i den hule, hvor den har sit forråd. Mange skovmus overvintrer i fuglekasser.

De to arters op holdssteder falder til en vis grad sammen. Skovmusen holder til på tørre steder. Halsbåndsmusen lever derimod fugtigt. Den holder til i skyggefulde bøgeskove, men forekommer også i mere åben kratskov.

Markmus findes i to arter her i landet, nemlig Sydmarkmus (Microtus arvalis), der er udbredt i den sydlige del af jylland og almindelig markmus (Microtus agrestis), der er almindelig over hele landet. Der er ingen synlig forskelle på de to arter, der er omkring 12 cm lange med haler. De hører begge til de såkaldte studsmus med korte haler, korte ben og ganske små ører, der omtrent er skjult i den gråbrune pels på de afrunde hoveder. Dyrene er en smule lysere på undersiden.

Mens Nordmarkmus er knyttet til ungkulturer af løv – og nåletræer med kraftig græsvegetation, fortrækker Sydmusen åbne og vedvarende græsarealer. Nordmarkmusen er om vinteren meget ivrige barkgnavere. Gnavningen foregår som regel på de dele af barken, der er nærmest jorden, fordi musene ikke er i stand til at klatre som Husmus, Halsbåndmus og Rødmus. Derfor bliver barkskaderne også meget koncentreede og dybtgående. Ofte bliver væksterne helt ringgnavede og dermed totalt ødelagt. Træer med en diameter på stammen under tre centimeter kan blive helt overgnavet. Risikoen for skader af Markmus er særlig stor, hvor dyrene kan skjule sig i vegetation. Er jorden bar om træer og buske, opstår der ikke skader af musene. Da det af flere andre grunde er uheldigt at have græs og anden vegetation helt ind til træer og buske, bør det være en gylden regel at holdejorden åben i mindst en halv meters radius rundt om stammen.

Beskyttelse af stammerne med tjære, plastmanchetter eller kyllingenet kan anbefales, men uanset hvilken fysisk barriere man vælger, skal den også sidde så dybt, at musene forhindres i at gnave i barken lige under jordoverfladen.

Rødmus (Clethrionomys glareolus), er som Markmus ivrige barkgnavere, men de kan tillige klatre og derved gnave mange meter oppe i træerne. De er på størrelse med små Markmus.

På jorden under de angrebne træer kan der findes et lag af små afbidte barkstykker. Det er fordi musene først skræller yderbarken af, før de går i gang med at æde det saftige vækstlag, der ligger lige under. Gnavene begynder som regel i grenvinkler, og herfra kan skaden brede sig videre ud i stammen og store grene. Der er set eksempler på, at musene er i stand til komplet at fjerne barken fra rod til top selv på større træer, men det hører trods alt til sjældenhederne, at det går så galt. Gnav af Rødmus er ikke så dybtgående som tilfældet er, hvor Markmus har været på spil. Veddet er som regel dækket med tynde barkrester, som ikke er blevet skrællet af. Det sidder som et brunt lag, der er fint furet af musenes tænder. Den værste skade opstår om vinteren, men musene kan også optræde voldsomt om efteråret og da særligt på unge træer af Ask med stammediameter på under en halv snes centimeter. Den foretrukne bark finder Rødmusene på Bøg, Eg, Lærk.

Det er selv sagt ikke muligt at forebygge den slags skader.