Svin har altid været et værdsat dyr, både gastronomisk og som et dyr, der havde stor indflydelse på skovbrug i ældre tid her i Danmark. Det er min opgave at forklare hvilken indflydelse svinet havde på skoven, og hvad det egentligt er for noget, det med svin og olden. Man kan heller ikke komme uden om den økonomiske interesse man har i svine og samtidig dets påvirkning af skoven.

Man skal mange år tilbage i danmarkshistorien for at få et klart billede af svinenes indtog i dansk skovbrug. Vildsvin har der altid været, men her er det tamsvin der bliver refereret til. Svin der er "opdrættet" af bønder.

Går man tilbage til år 1300 efter den sorte død hærgede i Danmark, sker der nogle forandringer. Bønderne begyndte at rykke større mængder af svin ud i skovene så der var flere resurser til kreaturerne, da der var en øget vægt på husdyrbruget. Der opstod mange nye begreber, så som brændte svin. Svine var et perfekt dyr at have gående i skoven, da der her var masser af mad, og samtidig hjalp svine med til en selvforyngelse af skoven. Skovens træer var jo vigtige, når man nu skulle bygge igen efter den sorte død.

Olden er træernes frugter, som mange dyr altid har værdsat. Men agern og bog, som i de fleste skriftlige overleveringer er tildelt en større rolle en eksempelvis, hasselnødder, er simpelthen fordi de begge kom fra herremandens overskov. Men olden er ikke helt ufarlige. Som egetræets bark indeholder dets agern garvesyre, der under fordøjelsesprocessen kan udvikle en række giftstoffer. Og bøgetræets bog indeholder undertiden saponin, som bl.a. kan forårsage kraftig kolik hos heste og kreaturer, som med uheldig udgang kan have døden til følge, afhængig af mængden af indtaget olden. For at kunne håndtere denne kraftige proces, olden kan medføre, skal der en meget stærk mave til. Og hvem andre end svinene er gode til det ? Derfor har skovens olden og bondens svin altid hørt sammen.

De svin vi har i dag har ikke meget til fælles med de olden svin der levede dengang. De skeletter der er fundet af bondestenalderens tamsvin havde en gennemsnitlig skulderhøjde på 70 cm, mod vildsvinets 105 og nutidens svin med Ca.95. Jo mindre svine var, des flere kunne skoven føde, men der var selvsagt stor forskel på, hvor mange svin der med udbytte kunne sendes på skov.

For det første svinger træernes frugtsætning fra år til år, og der går gennemsnitlig op imod fem år imellem oldenproduktionen er på sit højeste.

I løbet af sommeren, når træerne begyndte at sætte frugt, udtog de lokale herredsting et antal betroede synsmænd til at skønne, hvor mange svin årets produktion af olden kunne fede. Når de havde været rundt i hver enkelt skov, meddelte de tinget resultatet af deres undersøgelser, som så blev nedfældet i tingbogen. Det var derefter tingbogen i princippet, der bestemte hvor mange svin der skulle være i en given skov. Taksationen gjaldt altid antallet af fulde svin, det vil sige 3-års svin. 2-års svin talte halvt og 1-års grise en kvart. Der blev lavet mange kvoteringer for hvor mange svin der måtte være i en given skov. Men som tiderne ændrede sig i takt med udviklingen, måtte man forlade mange af de kvoteringer man havde sat sig for. I 1600 tallet var der imidlertid mange steder med så lidt skov tilbage, at der ikke var resurse nok så der var olden til alle. Man gik nu over til at udbyde årets olden ret ved en auktion, og denne form blev tilsyneladende eneherskende gennem 1700 og 1800-tallet. Ved olden auktionerne sikrede en, som regel en større bonde sig ofte eneretten til skovens olden. Men det stod ham frit at udleje retten til en eller flere. De der havde retten til olden, skulle sørge for svinene blev indbrændt. Efter oldenfald skulle svinene føres til smeden. Her blev de brændmærket med ejerens bomærke, og fik sat en jernring i trynen for at mindske deres rodlyst. Når denne tur til smeden var overstået, drev hyrden svinene til skovs, hvor de skulle være til jul. Når svinene skulle være i skoven så lang tid, måtte man lave småhuse og grisestier, hvor dyrene kunne søge ly, for vind og vejr. Det var også af stor betydning at svinene kunne komme til at få vand.

Ved indbrændingen noterede ride- eller skovfogeden med stor omhu, hvor mange svin hver gård fik indbrændt, og når svinene atter skulle hjem fra skoven, havde han listen, med noterede brændte svin med. Det var hans opgave at tage betaling pr. svin for herremanden, også kaldet oldengæld. Indtil midten af 1600-tallet bestod oldengælden af hvert 6 –10 svin, kaldet tægtesvin, som fogeden kunne vælge frit, dog først efter bonden havde frataget de bedste. Antallet af tægtsvin varierede efter skovens størrelse.

Oldenskovene var ikke noget frit marked, og der er adskillige eksempler på at både kronen og almindelige herremænd påbød bønderne, at indbrænde svin i netop deres skov. Skovejerne var selvsagt interesseret i, at der blev indbrændt så mange svin som muligt, eftersom oldengæld-indtægten var proportional med antallet af svin. Og på dette punkt havde han sammenfalden interesser med de ride og skovfogeder, som forstod den praktiske indbrænding. Deres betaling for at brændmærke og drive svinene til skovs, skete ligeledes pr.svin. Så herredstingets synsmænd var under stort pres, når de i august måned begav sig på den årlige skovtur. Resultatet af den umådeholdne indbrænding blev ofte, at svinene måtte tages "magre" af skoven, fordi der havde været for mange svin i forhold til skovens resurser og olden. Dette var formentlig ikke nogen katastrofe for bønderne. Deres svinehold måtte nemlig baseres på andre foderkilder end skovens olden, der for det første stadig blev mere sparsomme og for det andet, kun fandtes i større mængder gennemsnitlig hvert femte år.

Som skovgræsning, påvirkede også svinebrændingen med tiden skovens

udseende. Svinenes jagt på olden, oldenborre larver, mus, rødder og andet spiseligt, forarbejdede svinene nemlig jorden, med en grundighed, som kun moderne plove formår at gøre dem efter. Med trynen pløjede de voksne svin skovbunden igennem ned til 60 centimeters dybde, og stort set alle småtræer blev så at sige pløjet op. Forsøg i 1950 har således påvist, at selv under en så gennemgribende jordbehandling, forblev alle faststående bøgeplanter urørt.

Selvom de fleste olden bliver sat til livs, var der som regel nogle stykker, der blev pløjet ned til spiring følgende år. Det er derfor ikke uden grund, at oldensvin siden 1700-årene helt bevidst har været anvendt til foryngelse af bøgebevoksningerne.

Skovsvinene var udtaget fra Fredskovsordningens bestemmelser, om husdyr fredning. Eksempelvis var der endnu i 1811 indbrændt 17,000 svin i Nordsjællands kongelige skove og i 1839 var der 3000 svin på Frisenborg, men generelt svandt svineindbrændingens omfang og dets betydning gennem 1800-tallet.Da Danske svineekspotører i 1890’erne rettede blikket mod det engelske marked, som efterspurgte det veltrimmede baconsvin. Ved denne efterspørgsel var det en professor ved landbrughøjskolen der anbefalede, at svinene skulle hærdes ved ophold i skoven. Eftersom foderpriserne samtidig steg, kunne ageren og bog igen gøre nytte som husdyrfoder, og der gennemførtes talrige forsøg med svinehold i skovene. Så stor betydning tillage man i en kort periode under 1.verdnskrig denne nye, gamle foderressource, at der i år 1916 ligefrem blev indført eksportforbud for olden.

Bortset fra dette korte intermezzo, har svinehold i skoven ikke haft nogen fremtræden plads i dette århundredes danske husdyrbrug. Men i forbindelse med det seneste årtis voksende interesse for frilandsgrise, har der flere steder i landet udviklet sig en indbringende nicheproduktion af økologiske skovsvin til fashionable spisesteder. Samtidig har der igen, ikke mindst i forbindelsen med oldenårene 1989 & 1993, vist sig en betydelig interesse for svineforyngelse af bøg.

Så selvom fortidens integration af husdyr og skovbrug næppe vender tilbage, er der stadig visse berøringsflader.

Alle tiders urskov Karsten Thomsen Nepenthes forlag 1996

Rigere skov Hanne Hubertz Gads forlag 1995

Politikens store Kristian Hansen Politikens forlag. 1994

naturbog

Dansk landbrug Lone Nielsen Teknisk forlag A/S 1986

Husdyrhold gennem Peter Rasken Skarv/Høst & søn 1991

tiderne i Danmark

Kulturskoven Bo Fritzbøger Gyldendal 1994