For ca. 10.000- 15.000 år siden, da isen smeltede bort fra det område, der blev til Danmark, lå landet åbent for plantevækstens indvandring, og efter-hånden som klimaet bedredes, udviklede dette sig så næsten hele landet blev dækket af skov.

Den ældre stenalders mennesker strejfede om som jægere og fiskere, og deres brug af skoven satte sig kun ringe spor. Først med agerdyrkningen og kvægavlen i den yngre stenalder tog vore forfædre for alvor landet i besiddelse. De begyndte at rydde skov for at gøre jorden medgørlig.

Gennem skovrydningens første periode, der omfatter hele den yngre sten- alder og bronzealder – ca. 2.700- ca. 400 f.Kr. var det i almindelighed ikke tale om samfund i faste landsbyer. Ved rydning af skoven, som skete dels ved øksens, dels ved ildens hjælp, skaffede man sig et stykke agerjord, hvor man slog sig ned, medens kreaturerne søgte føden i den omgivende skov.

Ved overgangen fra bronzealderen til jernalderen indtraf en klimaforvær- ring, der tvang befolkningen til at bygge bedre huse de næste 200 år, og ønsket om mere permanente bopladser opstod. Det medførte også en varig rydning af skoven. Vikingetiden (800-1000) og Valdemarernes tid (1157- 1241) betegnes som anden og tredje skovrydningsperiode.

Første skovrydningsperiode adskiller sig væsentligt fra anden og tredje, der går jævnt over i hinanden. I første periode er skaderne så små at det næsten ikke kan ses, og skoven er igen vokset op omkring.

I anden og tredje skovrydningsperiode er rydningen i almindelighed permanente, der anlægges landsbyer, enegårde eller klostre, og den ryd- dede jord forbliver dyrket.

Skoven for værdi

Gennem den første og anden skovrydningsperiode var jorden frit gode. Enhver der havde styrke til at rydde sig stykke jord, kunne slå sig ned, hvor han havde lyst. Bygningstømmer var også et frit gode, d.v.s. alle mænds eje. Da der begyndte at blive knaphed på jord til opdyrkning, erklæredes store skovstrækninger for enemærkeskov, tilhørende en stor- mand eller kirken.

Knud den store (1018-35) havde hævdet, at al jord der ikke tilhørte nogle, var kongens, men det var nok først da Knud den hellige (1080-86) blev konge, at det blev overholdt. Han stod nemlig stærkt på de kongelige rettigheder.

Bortset fra tørv, var det kun træ man kendte, som brændsel. Ikke alene i husholdningen til opvarmning og madlavning men også til industrielle for- mål, så brændeforbruget var stort

I 1500-tallet kom der kongelige påbud, med henblik på at spare på skoven

selvom der ikke var tale om træmangel. Men fra ca. 1650 til 1750 er tilba- gegangen voldsom pågrund af Svenskekrigene. Men Christian 5. havde i sinde at gøre noget ved pleje med henblik på frembringelse af ny skov.

Det er siden hen gået stile og roligt fremad, hvad angår nyplantning og kunstige kulture.