Lærk
af Mads W. Pedersen
(europæisk og japansk)Japansk lærk.ifølge oppermann (1921) stammer de ældste forstlige plantninger med europæisk lærk fra 1745. større forstlige anvendelse skete dog først med von langen i 1760"erne.
Den lette etablering og hurtige vækst har indtil vort århundrede ført til en udbredt anvendelse af arten på morænejordene. Ide sidste 50 år har arten haft begrænset anvendelse, dels p.g.a relativt lav produktion og dels og i høj grad p.g.a. omfattende angreb af lærkekræft (dasyscypha willkommii).
Oppermann (1921) har indgående redegjort for lærkedyrkningens historie.den europæiske lærk har fundet særlig anvendelse som blandingstræart- ofte i regulær blanding med bøg eller ædelgran eller indplantet på et relativt tidspunkt.
Arten kræver en næringsrig bund og udvikler sig bedst på dybgrundede,kuperede jorder og lokaliteter med nogen vindbevægelse.
Europæisk lærk fra danske frøavlsbevoksninger eller fra "hohe tatra" har en bedre stammeform og en lettere kroneudvikling end japansk lærk, men er modtagelig for lærkekræft, som kan nødvendiggøre voldsom saneringshugster.
Japansk lærk plantedes første gang i landet i 1880"erne, iforestbotanisk have i charlottelund således i 1889.
i årene op til århundredskiftet blev den forsøgsvis plantet på en række distrikter, og omkring 1910 statedes plantningerne på heden.
Træarten er karakteriseret ved en hurtig ungdomsvækst og har en jordbundsmæssig set stor amplitude, dog er den følsom på tørkeprægede områder. Den trives godt på sandjord såvel på grundet lerjord, det er dog dens gode ungdoms-udvikling på de midt-og vestjyske heder, både som hjælpetræart og i renbestand, der har gjort den japanske lærk særlig interesant for dansk skovbrug.
Træarten synes relativ modstandsdygtig overfor de fleste skadevoldere, men anses for at være meget følsom overfor tørke i sensommeren, hvor størstedelen af skudstrækningen foregår. For fuld udvikling af artens potentiale kræver den fremfor alt god vandforsyning.
Den besidder en næsten fuldstændig resistens overfor den svamp der fremkalder lærkesvamp.
Oprindelsen af de første frøimporter er ikke specificeret nærmere end til japan. Fra omkring 1928 er der især blevet indført frø fra Mt.Yatsuga, 1800-2000 m.o.h.(Barner 1958); sammenfattende må man dog sige, at oprindelsen af ældre danske bevoksninger er ukendte.
Japansk lærk stammer fra et meget nedbørsrigt klima på japan"s hovedø og trives ikke danmark og tyskland under tørkeprægede forhold (kramer1988,haasemann 1986), hvorimod den på næringsfattige, sandede men fugtige jorder skulle producere mere end rødgran.(kramer 1988).
Japansk lærk er resistent overfor lærkekræft, men er af ringere kvalitet end europæisk lærk
Østrigsk fyr
Den østrigske fyrs hovedudbredelse strækker sig gennemdet sydlige europa, og tyrkiet med stor rumlig adskillelse mellem de enkelte forekomster.
De nordligte forekomster af pinus nigra findes lidt syd for wien
I tyrkiet findes den spredt i den vestlige del af landet, fra de milde og relativt nedbørsrige kystegne ved sortehavet til det kontinentale nedbørsfattige indre Anatolien.
I Afrika findes den i Marokko og Algeriget.
Den formodenligt første bevoksning af østrigsk fyr i Danmark blev anlagt på jægerspris distrikt i 1837. den stammede fra frø
Der af j.f.hansen blev hjemsendt fra korsika, nogenlunde samtidigt blev mindre plantninger udført på tisvilde-egnen, og noget senere på odsherred distrikt, wedellsborgegnen, og på djursland .
Efter sandflugtkommisær Andresens klitplantningsforsøg i 1850. ca. blev træarten en af de vigtigste til plantning i klitterne op gennem 1860"erne.
Materialet til disse tidlige plantninger stammede dels fra korsika og østrig samt fra jugoslavien, og man talte derfor om "korsikansk fyr " og "østrigsk fyr". Denne tidlige udbredte interesse for østrigsk fyr skyldes træartens store kultur-sikkerhed selv på klimatisk barske og meget nærings-fattige lokaliteter. Den skades næsten aldrig af fårårsfrost, er ekstremt tørke-salttolerant, og den er en af de mest resistente træarter overfor vindpåvirkning både hvad angår vindslid og stormfasthed.
I 1870"erne sporedes en voksende bekymring for den østrigske fyrs sundhedstilstand. I 1881 kunne Rostrup meddele, at fyrrens knop-og grentørre skyldes svampen (lophodermium pinastri).
Konsekvenserne af diagnosen var vidtrækkene for brugen af træarten. Den medførte blandt andet at brugen af østrigsk fyr blev forbudt i statsskovene.(så vidt vides er det ikke siden blevet ophævet.
(Gremmeniella abietina), hvilket nu er det gældende navn for svampen, har lige siden været helt afgørende for anvendelsen af østrigsk fyr. På trods af forskellige skovdyrkningsmæssige muligheder for at begrænse svampens angreb –såsom tidlig og stærk hugst, er østrigsk fyr i dansk skovbrug forholdsvis beskeden.
Relativt ofte støder man dog på bevoksninger,der har overlevet stærke angreb for senere at danne en stabil skovtilstand med høj rekreativ værdi.
Træartens store økologiske stabilitet på tørre, vindudsatte steder og dens værdi i landskabsmæssig henseende indebærer givetvis at den også fremover vil indtage en plads i dansk skovbrug.
Set ud fra et rent klimatisk synspunkt bør østrigsk fyr tolerere mindre klimaskift. Et fremtidigt klima milde vintre, og en generelt højere luftfugtighed, vil dog givetvis forværre træartens problemer med svampen (gremmeniella abietina)..
