Siden slutningen af Jægerstenalderen og helt op til moderne tid har mennesket, i Danmark, udnyttet skoven til landbrug. Hovedsageligt ved fældning og opdyrkning af skovarealer, men også til andre formål som f.eks. til græsning, jagt og opdræt.

For cirka. 15000 år siden da isen trak sig tilbage efter sidste istid Fulgte mennesket i kølvandet dette var dog et omstrejfende renjæger-folk og der kan ikke påvises nogen udnyttelse af skoven, da der i realiteten ikke var nogen skov, men bare tundra.(Ældste Danske oldtidsfund er dateret til omkring år. 13000 f.kr. og er en slags kniv eller skraber af rendyrhorn, fundet i vandet ud for Middelgrunden).

Egentlig udnyttelse eller rydning af skov i forbindelse med egentlig agerbrug ses ikke før slutningen af jægerstenaleren og begyndelsen af yngre stenalder, men inden denne periode behandles er man nødt til først at nævne fremkomsten af et bestemt redskab med en meget stor betydning for emnet. Nemlig øksen.

Det første kendte eksempel på en flinteøkse i norden er fra Holsten og er dateret til omkring år. 9000 f.kr. Denne opfindelse har som bekendt haft utrolig stor betydning og har med al sandsynlighed også været vurderet meget værdifuld af opfinderne.

De første eksempler på agerbrug i Danmark er fra omkring år. 3000 f.Kr. hvor et folk dyrkende denne, for Danmark, nye leveform vandrede op sydfra. På dette tidspunkt i danmarkshistorien var landet beboet af to kulturer: Ertebølle-folket, som var den klart mest dominerende men også mest fremsynede og effektive af de to, Gudenåkulturen som var mere konservative og bagud. Begge disse kulturer var udelukkende jæger- og samlerfolk og drev derfor ikke nogen form for agerbrug.

Da der ikke er nogen klare beviser på overgangen fra jæger- og samlersamfundet til det landbrugs samfund der op til den industrielle revolution har præget det danske samfund i en sådan grad at det har været selve grundlaget for dets eksistenser, er der mange teorier: Den mest trolige er dog at overgangen er sket gravis og delvis fredelig.

Overgangen til agerbrug har set den første brug af flintskovningsøksen og de første tilfælde af rydning af skov med det formål at drive landbrug på jorden.

Antageligt har der allerede på et tidligt tidspunkt været produceret flere forskellige kornsorter som dog knapt kan sammenlignes med den slags korn vi ser på markerne i dag, eftersom de antageligt mere lignede almindeligt græs end f.eks. hvede. Dog har man selvfølgelig valgt den sort der har produceret størst og flest frø. Ud fra disse betragtninger antager man at den mest almindelige kornsort har været en afart af boghvede.

Det er ikke helt galt at antage at disse tidlige landbrugssamfund har satset mere på kvægavl, end på opdyrkning, da det har krævet mindre arbejde i form af rydning af skov, såning og høst. Dette ville dog, i de tilfælde hvor der ikke blev dyrket eller samlet foder, kræve en hvis form for delvis nomadetilværelse. Denne har selvfølgelig været nødvendigt fordi et stykke skov kun i et begrænset stykke tid kan brødføde et antal husdyr.

Den mest almindelige form for kvæg har fra starten været tamoksen og knoglefund har vist at der allerede tidligt har været tale om flere forskellige arter. Derudover har der selvfølgelig været andre former for tamdyr bl.a.: Svin, får, ged og måske også hest.

Omkring år 2000 f.Kr. ser man de første eksempler på brugen af plov og herefter sker en glidende udvikling imod en mere ligelig fordeling mellem kvægavl og agerbrug. Sådan at modellen med blandet jordbrug er standart ved begyndelsen af Bronzealderen.

Ved Bronzealderens komme sker der en markant udvikling, der bl.a. ved Hjælp den øgede handel mellem landsdelene og med udlandet, øger produktiviteten og dermed også befolkningstallet. Med tiden kommer der også et vist system i samfundet og en form for civilisation i det små. Forstået på den måde at landet på intet tidspunkt i bronzealderen kommer til at ligge under en samlet magt dette sker højest på regionalt plan.

Denne øgede effektivitet og brugen af bronzeøkse sammen med det stigende befolkningstal har selvfølgelig øget mængden af indvundet skov drastisk. Men på grund af de, i forhold til i dag, primitive måder at opdyrke jorden på, der f.eks. ikke indebar gødning af markerne, kunne områderne kun opdyrkes i et begrænset tidsrum

Skovens rydning med henblik på landbrug og beboelse deles op i tre "skovrydningsperioder" den nu beskrevne periode kaldes første skovrydningsperiode.

Ved overgangen fra bronze- til jernalder. Sker der en klimaændring i norden som tvinger folk til at bygge bedre, mere robuste og dermed også mere stationere huse. Dette giver en tildens til samling og modellen med landsbysamfund bliver almindelig. Desuden gør brugen af gødning det muligt at opdyrke jorden i længere tid.

Samlingen af arbejdskraft samt brugen af gødning gør det muligt at rydde langt mere skov til agerbrug, da befolkningen nu heller ikke længere flytter fra sted til sted i samme grad som før ændres mønstret af skovrydning fra spredte rydninger på let opdyrkelig (sandet) jord, til store stationere rydninger på tungere mere næringsrig jord.