Skovens arbejdere

De danske skove var en vigtig arbejdsplads for arbejdere på landet.

Skovarbejde var et udpræget sæsonarbejde, der indledtes med skovning og ophugning i vinterhalvåret og afsluttedes med forårsplantning af nye træer. Om sommeren var der kun lidt arbejde i skoven.

Skovarbejde om vinteren tiltrak mange løsarbejdere. Dræningsarbejdere stillede skovlen og tog skovsaven ned fra vægen, og murerarbejdsmænd, håndværkere og bønderkarle gjorde det samme.

Skovarbejde om vinteren var især attraktivt for mændene fra de mange husmands- og landarbejderfamilier på landet. For husmænd med jord var det et kærkomment supplement til den sparsomme indtægt i vinterhalvåret, mens det for jordløse landarbejdere kunne være eksistensgrudlag.

Løsarbejdernes bedste muligheder for at få arbejde var i statsskovene, men kun en ¼ af de danske skove var i offentligt eje. Resten tilhørte det store landbrug, godser og herregårde eller private stiftelser som len stamhuse. De store brug havde faste skovarbejdere, der var på skovarbejde i vinterhalvåret og på landbrugsarbejde i sommer halvåret. Det samme kunne være tilfældet for de faste landarbejdere for så vidt de ikke var fodermestre eller røgtere. Behovet for løsarbejdere i de privat skovbrug kunne variere stærkt alt efter brugenes størrelse og antallet af faste folk.

I de store privatskove og i statsskovene varetoges den overordnede ledelse og administration af en skovrider. Hertil kom et antal skovfogeder, der stod or ledelse, fordeling og opsyn med skovarbejdet. Det daglige og natlige opsyn (m.h.t. krybskytteri) i skoven var lagt hænderne på skovløberen, der hver bestyrede et afgrænset areal (skovpart) og havde deres bolig i skoven. Skovløberne var tillige skovarbejdere med samme løn som disse, men de havde visse fordele.

Jes Nielsen (f. 1919) , der blev skovarbejder under besættelsen, tildeler også skovløberen en anden vigtig funktion:

¨ En skovløber var altid forrest i plantetiden og derefter kom den skovarbejder der følte sig som nr. 2 i rangfølgen. Plantningen er et helt kapitel for sig. Skovarbejderne, som fik højst løn, gik med spaden og gravede hullerne til planterne , derefter kom kone eller en pige med stor og tung trækurv fyldt med planter. Der skulle være nok til en hel række, i reglen var 60 m, og for denne fik hun 2/3 del mandsløn. De samme forhold gjaldt ved planteskolearbejde. Her var det manden, der havde loppetjanserne og fik mest i løn, mens pigerne havde alt det besværlige arbejde. Om det var akkord eller timeløn fik piger kun 2/3 af en mandsløn. Men dette pigearbejde var eftertragtet, fordi de fik betydelig mere for deres arbejde end ved at arbejde for bønderne.¨

Forholdet mellem skovarbejdere og skovløbere gav sjældent anledning til konflikter, men skovløberens position kunne være vanskelig under en arbejdsnedlæggelse, idet de skulle overholde deres møde pligt. Skovridere og skovfogeder kunne derimod optræde som konger over for arbejderne. Kaj Th. Larsen (f.1918) kan huske, at skovfogeden var en mand, som man skulle passe på:

¨I min drengetid var der mange arbejdere i skoven (Boller Statsskov).

Der var 22, mens der i dag kun er to faste folk. Vi børn oplevede mange ting i skoven, der var vor bedste legeplads. Når vi ikke gik vejen kunne vi godt være i nærheden af skovarbejderne, men om vinteren var det ikke så godt. Det var jo farligt at være i nærheden når de fældede de store træer.

Vi skulle altid passe på hvis vi så skovfogeden kom ridende. Da gjaldt det om at komme væk for han var ikke glad for at se os. Hvorfor ved jeg ikke, men han var en meget bestemt mand. Overalt hvor han kom frem i skoven og mødte arbejderne, stod de stille og tog hatten af. Han forlangte respekt af sine underordnede, men var en retfærdig mand og jeg tror nok at han var vellidt. Jeg har aldrig hørt det modsatte."

Skovarbejde var et hårdt og farligt erhverv, der krævede en voksen mands styrke. Arbejdstiden var lang, arbejdsforholdene barske og det var dårligt betalt arbejde, såfrem man ikke kunne holde akkorden. Skovarbejde var et makkerarbejde, hvor man arbejdede to og to, og skulle der hives en dagløn hjem var det vigtigt, at man arbejdedeharmonisk sammen med sin makker.

De fleste ældre skovarbejdere husker besættelsestiden som noget særligt. Krigssituationen betød et stop for import af kul og olie, og de danske skove blev mere effektivt udnyttet. Træer blev anvendt 100% fra top til rod. I roden var der meget brændsel og den særlige og den særlige rod optagning krævede både sin mand det rette værktøj.

Frygten for arbejdsulykker kunne holde selv barske gutter fra skoven. Men der skulle også en portion gå-på-mod til for at acceptere de primitive indkvarteringsforhold en lang vinter i skoven igennem.

Transporten af tømmer på landjorden kunne være besværlig – ikke mindst for hestene. Knud Holm (f. 1911) Fra det bakkede Bornholm, har i 1930erne kørt med mange læs tømmer. Ofte var han flere dage undervejs, og tit måtte natten tages til hjælp. Han var samtidig mælkekusk med tidlig morgentur, så det kunne blive nogle lange arbejdsdage.

" Vi kørte tømmer fra skoven, brænde til mejerierne, smørdritler til Rønne, og alt hvad vi kunne få fat på. Nå vi fik en ny hest var det normalt en som ejeren Sigvald Lundgren på Tingsted havde købt billigt om aftenen i forvejen. De havde næsten alle en eller anden form for fejl og det var almindeligt at de ikke ville trække, men nå en hest havde været hos os et stykke tid, så lærte den, at hårdt slid kunne få meget til at falde på plads.

KL. halv fem startede dagen, og mange gange blev det midnat eller mere før jeg var hjemme igen . Lønnen var den samme uanset arbejdstiden. Når vi kørte i skoven, måtte vi ofte have to spand heste for vognene for at få dem ud på fast vej. Vi brugte aldrig slæbesko, men på de rigtig stejle bakker i skoven bandt vi det ene hjul så det slæbte med – eller vi brugte en stok til at bremse med. De bedste bremsetræer var rønnebær, og vi altid på udkig efter en passende stav i rimelig tykkelse. På store læs var vi altid flere, der fulgtes ad . Så kørte vi en vogn ned ad bakken og lod vogn og hest stå der. Herefter gik vi tilbagefor at hente den anden vogn, og med de stejle bakker på Bornholm tog det sin tid at komme frem."

I årene får 2. verdenskrig begyndte lastbilerne at fortrænge hestene. Først i den egentlige landevejstransport, senere også i skoven. Det egentlige skovarbejde blev først mekaniseret i begyndelsen af 1950erne. Hermed begynde en hel ny epoke i skovarbejdet.

Her fra gå det hurtigt, motorsaven bliver hurtigt " hver mands eje" og udkørsel af træ bliver mere og mere effektiv. I 70erne begynder sikkerhed og ergonomi at vinde indpas arbejderens hverdag.

Og hvem ved, måske er morgendages skovarbejder en person der sidder hele dagen i maskine og både planter, og skover mens han ser fjernsyn.